Jeg har, siden min søster viste mig filmen da jeg var omkring 7 eller 8 år gammel (fordelen ved at være efternøler, man ser alting i en meget tidligere alder;) ), elsket denne film. Slugte derfor også dette dejlige "bagom-program" med en sult uden lige, for opdagede i denne sammenhæng at det var alt for længe siden at jeg sidste havde sat mig ned og været Baby for en aften.
Det rådede jeg således bod på forleden, da jeg i min pre-fødselsdags depression - sådan en skal man jo ha' - genså filmen. Flovede mig gevaldigt da Baby sagde de berømte ord "I carried a watermelon" og fik tårer i øjnene af bar gensynsglæde da Johnny i sidste scene kysser Baby på næsetippen og svinger hende ud i hendes livs dans - hun er og bliver alle kvinder.
For tre år siden var jeg i Imperial til en særlig midnatsvisning af filmen i anledning af dens 20 år jubilæum - det var den vildeste oplevelse.
Biografen var fyldt med småsnaldret kvinder, der havde samlet tøserne til en aften down memory lane. Inden filmen startede blev der holdt en lille tale og da aftenens entusiastiske taler spurgte hvor mange i salen der havde set filmen mere end 20 gange, rakte alle hånden i vejret (inkl. mig selv), og ja så vidste man jo nok hvad klokken var slået.
Under hele forestillingen skreg og piftede kvinderne så snart Patrick S trådte var på skærmen, alle sang med og filmen sluttede med at alle stod op og dansede i salen. Det var intet mindre en fantastisk. Jeg håber sådan at der kommer en ligende forestillinge igen om 2 år når den nu runder de 25 år.
Det her er et indlæg der ønsker at sende en opfordring der ud, skynd dig at komme igang med at se filmen igen og forelske dig som man kun gør som teenager i dens charme og skønne karakterer.
Frk. N
no body puts baby in the corner;-)
SvarSletDet var en skøn aften, som jeg iøvrigt ikke kan fatte ligger tre år tilbage!!!
Det kunne være sjovt at prøve igen.
Ja det kunne det virkelig og ja tre år, hold op hvor er de gået stærkt...
SvarSlet